Saint-Julien-le-Pauvre: kirken

Kirken kort fortalt

Saint-Julien-le-Pauvre ligger på 1 Rue Saint-Julien le Pauvre i 5. arrondissement, på venstre bred, tæt på Latinerkvarterets gamle gader og på den anden side af floden fra Notre-Dame. Fra gaden ser den beskeden ud: en enkel vestfacade med et rundt vindue og ved siden af den ru stub af et tårn, der aldrig blev færdiggjort. Det er indvendigt, alderen viser sig: middelalderlige søjler, tidlige gotiske hvælvinger og et ikonostasion af forgyldte ikoner deler ét lille rum. Kirken er en aktiv menighedskirke og har været hjemsted for det melkittiske græsk-katolske trossamfund siden 1889, og den er også et rum, hvor der afholdes klassiske koncerter.

Fra pilgrimmeherberg til prioratskirke

Skriftlige kilder sporer et herberg for rejsende og pilgrimme uden penge, med et kapel viet til en Sankt Julien, til dette sted så tidligt som i 600-tallet. De tidligste bygninger blev ødelagt af normanniske plyndringstog i 800-tallet. I begyndelsen af 1100-tallet overgik ejendommen til cluniacensermunke fra prioratet Longpont, som genopbyggede den. Kilder forbinder kirkens navn med Julian den Barmhjertige, Julian af Le Mans og Julian af Brioude, tre helgener der deler fornavnet, hvilket er grunden til, at beretningerne om indvielsen er forskellige. Herberget er vigtigt for historien, fordi det forklarer kirkens placering på en pilgrimsrute: rejsende uden penge kunne finde ly, og de Camino-pilgrimme, der passerede gennem venstre bred, kædes i nogle beretninger sammen med stedet.

1160'erne: byggeri ved siden af Notre-Dame

Den kirke, du ser i dag, blev påbegyndt i 1160'erne, i de år hvor katedralen Notre-Dame rejste sig på øen. Arbejdet begyndte i romansk stil, og størstedelen af bygningen er tidlig gotik. Koret har tidlige seksdelte ribbehvælvinger og var planlagt med tre etager, selvom den tredje aldrig blev bygget. Korets skulpturer genlyder Notre-Dame, og de kan være udført af de samme kunstnere. Skibet har fire fag, med sideskibe på begge sider og spidsbuer, der hviler på runde søjler.

Kapitæler, åkander og en harpy

Se op på kapitælerne, de udskårne toppe på søjlerne. Den 19. århundredes antikvar Ferdinand de Guilhermy talte mere end 150 af dem, næsten alle forskellige, og mange er udskåret med blade fra åkander og andre vandplanter. En søjle fra 1100-tallet bærer en harpy, et væsen med fuglekrop og kvindeansigt. Det er små detaljer, lette at overse i aftenlyset, men de er grunden til, at et koncertpublikum, der ankommer tidligt, har noget at se på, mens musikerne stemmer instrumenter.

Universitetskirken

Kirken lå tæt på skolerne i middelalderens Paris, og University of Paris holdt forsamlinger og undervisning i den i middelalderen. Kirken var derfor en del af studenterlivet længe før, den blev et sted, besøgende kom til for musik. Båndet svandt, efterhånden som universitetet flyttede videre, og i 1600-tallet var kirken blevet en almindelig sognekirke. Det, der er tilbage i dag, er et stort fragment af den middelalderlige bygning, ikke hele bygningen, og det er værd at vide, før du tager afsted: den kirke, du besøger, er en forkortet, lappet, meget brugt overlever, og charmen ligger netop i det.

Tab og genkomst, 1600-tallet til 1826

I 1600-tallet mistede skibet sine to vestlige fag, og en ny facade blev bygget, og det er den enkle front, du ser nu. Under Den Franske Revolution blev kirken lukket og brugt som saltlager. Den vendte tilbage til katolsk gudstjeneste i 1826 og blev restaureret i 1800-tallet. I dag er den beskyttet: kilder angiver den som et historisk monument klassificeret i 1846, hvilket fastsætter reglerne for, hvordan den må ændres og vedligeholdes. Historien om tab og genbrug er med til at forklare, hvorfor interiøret føles ujævnt og beboet snarere end poleret. Intet her fremstår som et showpiece, og det er en del af tiltrækningskraften.

En melkittisk kirke siden 1889

I 1889 blev kirken tildelt det melkittiske græsk-katolske samfund, hvilket gjorde den til samfundets første sogn i hovedstaden. Den melkittiske græsk-katolske kirke er en østlig katolsk kirke i fuld kommunion med Rom, og den fører sine rødder tilbage til det kristne samfund i Antiokia. Den følger den byzantinske ritus, den tradition, der også former det interiør, du ser, med ikoner i stedet for de fleste statuer. Sognets gudstjenester finder sted i samme rum som koncerterne, så kirken er et levende gudstjenestested og ikke et museum.

Ikonostasen

Den udskårne træskærm af ikoner, der lukker helligdommen af, kaldes en ikonostas. Denne blev lavet i Damaskus af møbelsnedkeren Girgi Bitar og indviet i 1891. I 1950'erne lod sognepræsten dens øverste række skære væk for at åbne udsynet til apsissen, hvilket fjernede en række ikoner. En restaurering færdiggjort i 2012 genopbyggede skærmen til sin oprindelige form. Sammen med de middelalderlige søjler omkring den er ikonostasen det billede, de fleste besøgende husker. En separat guide på dette websted forklarer, hvordan man læser den.

Dada i skibet, 1921

Den 14. april 1921 valgte kunstnerne fra Dada-bevægelsen denne kirke til en udflugt. Gruppen omfattede Tristan Tzara, André Breton, Philippe Soupault og Francis Picabia, og dagen huskes som Dada-udflugten. Det er en kort episode, men den viser, hvor længe kirken har været kendt i Paris som et aparte, karakterfuldt hjørne af Rive Gauche, et sted, folk opsøgte med vilje.

Besøg og koncertoplevelse

Byens side om kirken angiver adressen og oplyser, at kirken er tilgængelig, med en aftagelig rampe til de to trin ved indgangen; den anbefaler at kontakte kirken på forhånd. Der er ingen faste åbningstider, og der står, at tiderne kan ændre sig, så tjek på dagen. Den sikre måde at komme ind på er at booke en plads til koncerten, som varer omkring 65 minutter; kom i god tid og se dig omkring, før musikken begynder. Square René-Viviani, den lille park ved kirken, er et naturligt sted at vente. Koncertguiden på dette site dækker datoer og billetter, og metrostationen og RER-stationen Saint-Michel er det nærmeste store knudepunkt.

Læs næste: Koncert i Saint-Julien-le-Pauvre

Hvem dette ikke er for

Denne kirke er ikke noget for dig, hvis du ønsker en storslået katedralindretning, en lang liste af kunstværker eller garanteret adgang på et tidspunkt, du selv vælger. Den er lille, den er først og fremmest en sognekirke, og dens døre følger sognets program. Adgangen kan være begrænset under gudstjenester. Den er heller ikke en erstatning for den store gotiske katedral på den anden side af floden, som hører til en helt anden skala af besøg. Hvis det, du ønsker, er en stille time i et gammelt parisisk rum med musik i, passer den godt.