Kirkens interiør
Ikonostasen og melkitterne
Hvad en ikonostas er, hvem der lavede den i Saint-Julien-le-Pauvre, hvordan den blev skåret ned og restaureret, og hvem melkitterne er.
Reservér din plads til koncerten ↗Hurtigt svar
Den forgyldte træskærm ved den østlige ende af Saint-Julien-le-Pauvre er en ikonostas, ikonskærmen i en kirke med byzantinsk ritus. Den blev lavet i Damaskus af Girgi Bitar og indviet i 1891, beskåret i 1950'erne og restaureret inden 2012. Kirken har tilhørt det melkitiske græsk-katolske trossamfund siden 1889.
Hvad en ikonostas er
I den byzantinske ritus er en ikonostas den skærm af malede ikoner, der adskiller helligdommen fra kirkeskibet. Den er ikke så meget en barriere som en tærskel, et sted hvor menigheden og alteret mødes. De fleste vestlige kirker har ingen tilsvarende. Går man ind i Saint-Julien-le-Pauvre med forventning om et højalter, møder man i stedet denne væg af ikoner og tilhængte døre, hvilket er det første tegn på, at kirken tilhører en anden tradition end den gotiske katedral i nærheden.
Hvem har skabt den
Ikonostasen i Saint-Julien-le-Pauvre blev fremstillet i Damaskus, Syrien, af møbelsnedkeren Girgi Bitar, og den blev indviet i 1891, to år efter at den melkitiske menighed modtog kirken. Det er en udskåret træskærm med rækker af malede ikoner, tilhængte døre og et kors foroven. En parisisk kirke med en skærm fremstillet i Damaskus er et lille faktum om, hvor vidt menighedens bånd rækker: sognet tilhører en kirke, hvis rødder ligger i det kristne fællesskab i Antiokia.
Skåret ned, derefter restaureret
I 1950'erne lod den daværende sognepræst toppen af ikonostasen skære af for at give et bedre udsyn til apsissen. Det fjernede den øverste række med dens række af apostle omkring Kristus, og tretten ikoner blev taget ud. I 2011 tilbød Gergi Bitars barnebarn, Gaby Bitar, hjælp til at restaurere skærmen til dens oprindelige form. Elleve af de tretten manglende ikoner blev fundet, en møbelsnedker og en restaurator genopbyggede den udskårne ramme og malede de to, der manglede, og arbejdet blev afsluttet i 2012.
Hvem melkitterne er
Den melkitiske græsk-katolske kirke er en østlig katolsk kirke i fuldt fællesskab med Rom. Den fører sine rødder tilbage til det kristne fællesskab i Antiokia og brød med det chalcedonske patriarkat i Antiokia i 1724, hvor den indgik fællesskab med paven. Den følger den byzantinske ritus, den liturgiske tradition som også bruges af de østligt ortodokse kirker. Ordet melkitisk kommer fra syriske og arabiske ord for konge og kongelig. Dens største menigheder findes i Libanon og Syrien, og det parisiske sogn ved Saint-Julien stammer fra 1889.
Sådan ser det ud fra din plads
Ved en koncert er ikonostasen det, man vender ansigtet mod. Ikonerne er lettest at aflæse i rækker: den nederste række rummer de store ikoner ved siden af de centrale døre, og de øvre rækker rummer mindre scener og figurer. Man behøver ikke kende helgenerne for at nyde farverne, røde forhæng mod mørkt udskåret træ, glødende i lamperne. Fordi kirken er et gudshus, skal man behandle skærmen, som man ville behandle scenen i ethvert helligt rum: se nøje efter, men hold afstand, og rør ikke. Fotografier taget før en koncert, med stolene på plads, viser, hvor tæt de forreste rækker sidder på skærmen; hvis du kan, så vælg en plads, der lader dig se de centrale døre.
Et levende sogn
Kirken er ikke et museum. Gudstjenester følger det melkitiske sogns kalender, og koncerten deler kirkeskibet med dem. Det er en god grund til at ankomme lidt tidligt, sidde stille og tage rummet ind. Det er også en grund til at klæde sig med en vis respekt og behandle bygningen som menighedens egen.
Ofte stillede spørgsmål
Er ikonostasen oprindelig for kirken?
Nej. Det blev fremstillet i Damaskus i slutningen af 1800-tallet og indviet i 1891, efter at den melkitiske menighed havde fået kirken.
Kan jeg komme tæt på den?
Til en koncert ser du den fra din plads. Kirken er et gudshus, så hold afstand.
Er den nogensinde blevet beskadiget?
Dens øverste etage blev skåret bort i 1950'erne, og ikonostasen blev restaureret til sin fulde form i 2012.
Kilder